DF'er har sved på panden: Må vente på de personlige stemmetal

Dansk Folkeparti mister tre af sine fem mandater i Østjyllands Storkreds. Det betyder, at Hans Kristian Skibby fra Tørring er i fare for at ryge ud af Folketinget.

Det er først efter, de personlige stemmer er talt op i løbet af torsdag, at det bliver endelig afgjort, om Hans Kristian Skibby bevarer sit mandat.

FØLG FOLKETINGSVALGET LIVE HER

Partiets dårlige valgresultat slår også igennem i Østjyllands Storkreds, hvor det ligger fast, at tre folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti må forlade deres post.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for et parti at gå så markant tilbage. Det vi gik frem sidste gang, har vi mistet plus moms, siger Hans Kristian Skibby.

Skibby: Politiske kommentatorer har talt DF ned

Ifølge Hans Kristian Skibby er det blandt andet de nye højrefløjspartier, der er årsagen til, at partiet går så meget tilbage, men han holder sig heller ikke tilbage for at give en del af skylden til de politiske kommentatorer.

- Alle de her evindelige kommentatorer har gennem flere måneder brugt tid på at tale DF ned ad, ned ad og ned ad. Det er også en del af årsagen, mener Hans Kristian Skibby.

Hans Kristian Skibby har været med i Dansk Folkeparti siden partiet blev stiftet i 1995 og blev første gang valgt til Folketinget i 2005.