Skiftet til sommertid bliver uden sol

I weekenden begynder sommertiden og urene skal stilles en time frem - men det bliver uden solens deltagelse.

Skyerne vil lægge sig over det meste af landet, og solen får kun i glimt lov at skinne i den kommende weekend. Det siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fredag morgen til Ritzau.

- Fredag vil byde på gråvejr de fleste steder. Der kan komme en smule sol, men det bliver kun i de østlige dele af landet og Bornholm, siger han. 

I Jylland kan der fredag være lokal tåge først på dagen, og i løbet af eftermiddagen kan der falde en lokal regnbyge. Ellers vil det holde tørt de fleste steder.

Temperaturen vil fredag ligge mellem to og seks graders varme, og vinden vil være svag til frisk. 

Gråvejret fortsætter lørdag, hvor temperaturen tager et nyk opad til mellem fire og ni graders varme. Ligesom fredag vil vinden holde sig ro i løbet af lørdag med en svag til jævn vind fra syd. 

Temperaturen vil natten til søndag nærme sig frysepunktet, men igen søndag vågner danskerne op til endnu en lun forårsdag, der dog atter bliver en grå en af slagsen. 

I TV SYDs område får vi næppe solen at se søndag. I stedet vil det være skyet, og enkelte steder kan der også falde en regnbyge.Temperaturen vil ligesom lørdag ligge på mellem fire og ni graders varme.