Skinner og 8000 sveller skal skiftes ud

Efteråret og vinteren står for døren. Det betyder bl.a., at Banedanmark skal udskifte 8000 sveller mellem Vejle og Hedensted.

Vinteren står for døren. Derfor går Banedanmark i gang med at vedligeholde skinner og banestrækninger mellem Fredericia og Aarhus. En stor del af arbejdet er at udskifte skinner, som har fået små revner eller fejl.  

En særlig målevogn kører strækningen igennem og undersøger skinnernes tilstand. Det sker, før vinteren sætter ind.

- Det er vigtigt at få rettet fejlene - både af hensyn til sporets tilstand og af hensyn til rettidigheden. Kraftige temperaturfald giver nemlig risiko for skinnebrud, fordi pludselig kulde, som vi kan opleve om vinteren, giver kraftige trækspændinger i skinnerne. Og på de strækninger, hvor målingerne viser fejl i skinnerne, skal fejlene udbedres, da det ellers kan medfører lavere hastighed for togene, siger Steen Guldmann, sektionschef i Banedanmark.

Arbejdet vil foregå i weekenderne, hvor der er færrest passagerer i togene. Selv om det foregår på mindre delstrækninger, kan gener ikke undgås. Weekenderne i skolernes efterårsferie holdes arbejdsfrie.

Senere på året udskiftes 8000 sveller forskellige steder mellem Vejle og Hedensted. Det er kun en lille del af svellerne, der skal skiftes, så arbejdet sker manuelt.

Når svellerne er udskiftet, skal sporet justeres, og der skal suppleres med ballast. 

I slutningen af oktober begynder Banedanmark også det årlige feje-show, hvor blade skal fjernes fra sporene. 

Sådan kan skinnebrud opstå
Sådan kan skinnebrud opstå