Skipper sejlede siksak fra kaj til kaj i kæmpebrandert

Med en promille på mindst 3,59 skabte en 62-årig fritidssejler skræk i Sønderborg Havn, hvor han tørnede ind havnekajen flere gange.

For lidt over et år siden, fredag den 14. september, skabte en nu 62-årig fritidssejler stor ravage og farlige situationer for andre både, da han i sin seks meter meter lange jolle siksakkede rundt i Sønderborg Havn i et forsøg på at komme i land.

Havnekontoret tilkaldte politiet, og det lykkedes en patrulje at at få stoppet sejladsen og båden tøjret.

Forleden stod den 62-årige så i Retten i Sønderborg som tiltalt for spritsejlads med en promille på mindst 3,59.

Specialanklager Lars Viereck fra Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til TV SYD, at det af politiets rapport fremgår, at jollens skipper ikke kunne stå på sine egne ben og måtte nærmest slæbes i land af betjentene - og blodprøven viste altså, at han havde sejlet rundt med en promille på 3,59.

Mange ville miste bevidstheden

Det er en promille, som ville gøre mange bevidstløse.

I retten forklarede den 62-årige, at han havde været ude at røgte sine fiskegarn, og at han ikke følte sig særligt beruset.

På baggrund af promillen blev den 62-årige, der er fra Sønderborg, fundet skyldig og idømt 20 dages fængsel og 1 års frakendelse af retten til at føre skib.

Det betyder promillens størrelse

  • 0,2-0,5 promille: Du føler sig let påvirket.
  • Mellem 0,5 og 0,7 promille: Angstdæmpende. Du bliver mere ukritisk og risikovillig, og hvis du var i godt humør i forvejen, bliver du mere løftet. Hvis du var nedtrykt, før du begyndte at drikke, kan du blive yderligere nedtrykt.
  • 0,8-1,4 promille: Betydeligt tab af hæmninger, træthed og sløvhed. Nedsat evne til at bedømme. Begyndende kvalme. Du får dårligere balance og begynder at snøvle. Giftvirkningen påvirker hjernen.
  • 1,5-2,9 promille: Svære problemer med at styre balance og bevægelser. Kan komme i hypnotisk tilstand. Nedsat hukommelse, generel bedøvelse og begyndende risiko for bevidstløshed.
  • 3,00-3,9 promille: Tiltagende bedøvelse, bevidstløshed, koma. 
  • 4,00 promille: Dødelig dosis. Risikoen for at dø er 50 procent.
  • Kilde: Sundhed.dk