2400 par sko stjålet - værdi to millioner kroner

17 paller med Skechers-sko blev natten til fredag stjålet fra en lastbil på rasteplads Årslev Ø.

En lastbil blev i nattens mulm og mørke tømt for 17 paller med Skechers-sko til en værdi af to millioner kroner. Ialt stjal tyvene 2400 par sko.

1800 par er en helt ny kvindemodel 2018, som er grønne Sketchers.

- Det virker meget professionelt udført, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Lastbilen stod parkeret på rasteplads Årslev Ø ved E45 Sønderjyske Motorvej, da skoene blev stjålet natten til fredag.

Lastbilchaufføren har været i lastbilen, men har ikke bemærket noget, fortæller vagtchefen. Han håber derfor, at nogle på rastepladsen har set noget:

- Rastepladsen er velbesøgt, så vi vil rigtig gerne høre fra borgere, som har oplevet noget.

Har du set noget, eller oplever du, at større mængder Skechers-sko bliver sat til salg eller opbevaret et sted, hører politiet gerne fra dig på 1-1-4.