Skød nabo i benet: Var træt af larmen fra plæneklipper

En 51-årig skød sin nabo i benet, fordi han var træt af larmen fra hans plæneklipper. Han skal tre måneder i fængsel.

En skudepisode i en haveforening i Horsens koster en 51-årig mand tre måneders ubetinget fængsel.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse. Den 51-årige skød sin nabo – en 74-årig mand – i benet, mens han var i gang med at slå græs.

Tiltalt for grov vold

Den 51-årige nægtede i Retten i Horsens, at han havde til hensigt at ramme sin nabo, fortæller anklager Jesper Rubow fra Sydøstjyllands Politi.

- Den dømte nægtede i retten, at det var hans hensigt at ramme naboen, men at han ville stoppe larmen fra den 74-åriges græsslåning. Den 51-årige satte sig derfor på knæ i hækken og skød efter plæneklipperen, men ramte i stedet for den 74-årige mand i benet. Han blev derfor tiltalt for ’grov vold’, siger Jesper Rubrow.

Retten skulle udelukkende tage stilling til, om den 51-årige havde udvist tilstrækkelig ond vilje til at blive dømt, eller om det var uagtsomt, at han havde ramt naboen.

Får 1000 kroner i erstatning

Retten mente ikke, at det var uagtsomt, og det endte derfor med en dom til den 51-årige.

Udover at der venter den 51-årige tre månedes ubetinget fængsel, skal han udføre 80 timers ulønnet samfundstjeneste.

Under sagen blev der fremlagt røntgenbilleder, der viste, at den 74-årige stadig har haglet siddende i benet.

Den 74-årig mand får 1.000 kroner i erstatning.