Ny skole åbner: Har i alt 20 elever

Friskolen Lindeskolen i Aabenraa åbnede i dag dørene for 20 elever. De bliver samlet i to klasser som skal arbejde meget med natur og projektarbejde.

Skoleleder Allan Madsen har sommerfugle i maven. Det betror han de elever og forældre, der er mødt op til første skoledag på Lindeskolen.

Een af eleverne er Mark på 13 år. Har er lige flyttet hjem til sin far og bonusmor i Aabenraa. Så hans forældre har været på udkig efter et nyt skoletilbud.

- Her på friskolen er der mere plads til den enkelte, i forhold til den lokale folkeskole, som jeg synes er for stor. Det fortæller Trine Ahrens, som er bonusmor til Mark.

Flere og flere elever og deres forældre vælger at sende deres børn i friskole. Der kommer også flere friskoler til. I år åbner fem nye i Danmark.

Lindeskolen er ikke opstået, fordi der er lukket skoler i Aabenraa.
Det er én af flere grønne friskoler, der er skudt op de seneste år - især i københavnsområdet.

Administrativ leder og lærer, Lone Hauch Jepsen, forklarer den grønne linie:
-Vi vil gerne, at vores elever bliver i stand til at skabe selv i stedet for at købe og købe. Træerne i haven bugner af frugt, og eleverne skal plukke frugt som en aktivitet en af de nærmeste dage.

En fast ting på skemaet bliver mindfulness og meditation. 

quote

Vi er sikre på, at det bliver en succes. Det er klart, at det kræver mod hos de forældre, der vil vælge noget anderledes.

Lone Hauch Jepsen, lærer Lindeskolen

Eleverne bliver samlet i kun to klasser; de ældste og de yngste. Skolen forventer, at der snart kommer flere elever, når først det er blevet kendt, at skolen rent faktisk er kommet i gang.

- Vi er sikre på, at det bliver en succes. Det er klart, at det kræver mod hos de forældre, der vil vælge noget anderledes, siger Lone Hauch Jepsen.

Projekter
Undervisningen bliver klassisk undervisning om formiddagen, og om eftermiddagen skal eleverne samarbejde om projekter.

Et af de særlige fag, friskolen har på skemaet, er livskundskab:

- Der er meget, man kan bekymre sig om; krig, miljø eller en skilsmisse. Det er nogle af de ting, vi vil snakke om i livskundskab, fortæller Allan Madsen, der er uddannet i filosofi og psykologi.

For de mindste børn er der også SFO, og her skal skolesekretæren og frivillige hjælpe til. 
- Vi er mange forældre, der vil hjælpe til, hvis skolen skal på udflugt eller lignenede, siger Trine Ahrens til TV SYD.

Flere friskoler på vej
Der var 26 friskoler der fik lov til at starte pr. 1. august 2018, men af dem er der kun fem, som reelt åbner. Nordenskov friskole i Varde kommune har fået tilladelse til at åbne, men går ikke igang i år. De søgte tilladelsen, da politikerne i kommunen havde planer om at lukke flere minre landsbyskoler, men da lukningerne ikke blev til noget, fik man ikke brug for at åbne friskolen.

Hos Friskoleforeningen siger konsulent Ole Carl Petersen, at det som sådan ikke er bekymrende, at der kun er 20 elever til at begynde med. Det er set før og i øvrigt er der krav om, at skolen skal have 14 elever, før de må gå i gang. I andet skoleår skal der være 24 elever og i tredie skoleår skal der være 32 børn i friskolen.
Foreningen anbefaler 14-15 børn pr. fuldtidsansat for at få økonomien til at hænge sammen.

På Lindeskolen har forældrene allerede været aktive. De har malet lokalerne og skaffet møbler fra andre skoler. 

I Aabenraa er der i forvejen Aabenraa Friskole, som har 200 elever og er så populær, at der er venteliste.