Skole har fået en rød smiley: Elever får så ondt i hovedet

​I Haderslev har Sankt Severin Skole fået en rød smiley for det dårlige indeklima.

På Sankt Severin Skole i Haderslev har det ringet ind til undervisning. Bag den røde murstensmur sidder eleverne pænt på deres pladser med bøgerne fremme.

Og selvom luften i klasselokalet umiddelbart virker fin, vil der nu kun gå en time eller to, før den er fyldt med alt for meget CO2.

- Det er ubehageligt. Man får meget ondt i hovedet og kan ikke koncentrere sig. Det er ikke særlig rart at være herinde, fortæller Esther Thode Loft, der er elev på skolen, til TV 2.

Sankt Severin Skole fik i august sidste år en rød smiley af Arbejdstilsynet, der kontrollerer indeklimaet på landets skoler.

Trætte og utidige

I alt 115 skoler i Danmark har i øjeblikket en rød eller gul smiley. Arbejdstilsynet har uddelt påbud om dårlig luftkvalitet, luftvejsbelastninger, fugt og skimmelsvamp - og i to tilfælde kræftfremkaldende belastninger i klasseværelser.

Og ifølge eleverne på Sankt Severins Skole er den dårlige luft et stort problem.

- Man lærer ikke ligeså meget, og så får man ondt i hovedet, siger Malthe Frandsen til TV 2.

Ifølge skoleleder Erling Conradsen bliver eleverne ukoncentrerede, hvis man ikke sørger for at lufte ud i lokalerne.

- De kan gå hen og blive trætte og måske også utidige, siger han til TV 2.

Ting blæser væk

Da skolen i august blev opmærksom på problemet med den alt for høje koncentration af CO2, forsøgte man i første omgang at gøre hverdagen så udholdelig som muligt for både elever og lærer.

Man blev mere striks med at få udluftet lokalerne flere gange om dagen, men den store udluftning har ikke just været til gavn, mener eleverne.

- Det kan blive lidt for meget. Nogle gange har det været et problem med vinduerne, hvis der er kommet for meget vind ind, så vores ting er blæst væk, og vinduerne smækker i, siger Esther Thode Loft.

God luft på vej

Sankt Severin Skolen har nu fået penge fra de kommunale politikere til et nyt ventilationsanlæg, så der om et halvt år vil være god luft uden for meget CO2 i alle klasselokaler.

- Jeg synes, at det er godt. Jeg glæder mig rigtig meget, siger Esther Thode Loft.

Og glæden deler hun med klassekammeraten Malthe Frandsen.

- Så får man ikke så meget ondt i hovedet, og så lærer man måske også mere. Så skal man ikke koncentrere sig om sådan noget.

Hør Esther og Malthe i klippet øverst i artiklen, når de fortæller til TV2´s Lotte Bundsgaard, hvordan det er at opholde sig i det klasselokalet.