Skole i Esbjerg sorterer elever ulovligt

En stor del af landets 34 idrætsskoler for børn er i fare for at blive lukket, frygter Team Danmark på baggrund af en afgørelse fra Statsforvaltningen i Region Syddanmark.

Statsforvaltningen har erklæret det for ulovligt, at Vestervangsskolen i Esbjerg sorterer på baggrund af sportstalent blandt elever i 7.-9.-klasse, som søger optagelse.

Statsforvaltningens afgørelse kan føre til, at 25 af idrætsskolerne også erklæres ulovlige og må lukke, oplyser Team Danmark.

Team Danmarks formand og formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V), har henvendt sig til undervisningsminister Tina Nedergaard (V) for at få hende til at skære ud i pap, hvordan reglerne skal være.

- Både forældre, lærere og elever er meget tilfredse med idrætsklasserne. Og jeg kan simpelthen ikke fatte, hvis det skal være forbudt at gøre noget for talenterne her i landet, siger Carl Holst.

Over 10.000 folkeskoleelever går på de såkaldte idrætsskoler. Langt de fleste er børn på 1.-7.-klassetrin, hvor der ikke er adgangskrav for at blive optaget.

Undervisningsministeriet udtalte sig i juni vejledende om sagen på baggrund af en henvendelse fra Statsforvaltningen. Den udtalelse var så ulden, at Team Danmark tolkede den som en godkendelse, mens andre læste den som et forbud mod adgangskrav til idrætsklasserne.

Statsforvaltningen henholder sig til, at folkeskoleloven ikke tillader, at eleverne opdeles i specifikke klasser efter evner eller forudsætninger.
Team Danmark slår på, at idrætsskolerne for de store elever kan give dem en mulighed for at dyrke elitesport med en større sammenhæng i deres liv, fordi de så ikke behøver at gå til sport uden for folkeskolens regi.