Skole-redninger udløser årlige sparekrav på 12 millioner kroner

I morgen vedtager byrådet i Vejle et budget uden skolelukninger - både i 2011 og i resten af valgperioden. Et flertal i byrådet peger på andre veje til at effektivisere skolestrukturen - og det udløser årlige sparekrav på 12 millioner kroner.

- Vi har været gennem den meget svære afvejning i en lang og til tider ophedet, men også respektfuld og frugtbar høringsproces. Her lige før målstregen må vi konstatere, at der ikke kan skabes et flertal for skolelukninger. Et stort flertal i Byrådet ønsker at prioritere lokalsamfundene og den store positive opbakning, høringen har vist til de lokale folkeskoler. Vi må derfor gå andre veje, der både sikrer økonomisk effektivitet og hensynet til udviklingen i lokalområderne, siger Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard (Venstre).
 

Børne- og Familieområdet mangler 12,1 mio. kr.

Beslutningen betyder, at Børne- og Familieområdet årligt mangler 12,1 mio. kr. på driftsbudgettet.
 
Den økonomiske udfordring i 2011 klares ved at spare de anlægsudgifter, der var nødvendige for at gennemføre skolelukningerne, og ved at gennemføre forslaget om fælles ledelse mellem Nørup og Vandel skoler. Men fra 2012 og frem vil der være en manko på 12,1 mio., som skal løses inden for budgetforligets rammer. 
 
- Byrådet ønsker at arbejde med andre dele af skolestrukturen end skolelukninger, understreger borgmesteren. Derfor skal Børne- og Familieudvalget inden udgangen af januar 2011 komme med et forslag til strukturændringer m.v., som skal finansiere de 12,1 mio. kr.
Skole-forligspartierne vil herefter anvise en løsning på en eventuel manglende restfinansiering for 2012 og frem.