Skoleelever får morgenmaden serveret

Alt for mange børn kommer i skole på tom mave. Det giver konflikter og går ud over læringen.

quote

Med morgenmadscafeen her håber vi på at kunne forebygge konflikter i timerne, og at vi kan øge læringen.

Christina Hald, pædagogisk leder, Præstegårdsskolen

Klassekammeraterne Benjamin og Sofia klipper tyl-båndet over med en saks. Så er den nye morgenmadscafé på Præstegårdsskolen i Esbjerg åbent for første gang.

Morgenmaden består blandt andet af yoghurt, brød med smør, cornflakes med mælk og frugt. Serveret af en ansat på flekstid og fire piger fra 7. klasse.

Abdul fra 3. klasse kvitterer med et smil, mens han tygger på en skive franskbrød:

- Det er dejligt at være her, siger han.

Initiativet til ideen kommer fra lærerne på skolen. For her lagde man mærke til, at mange af børnene kom i skole uden at have spist morgenmad. Alt er så meget sværere, når maven knurrer og kræver mad og drikke.

- Med morgenmadscafeen her håber vi på at kunne forebygge konflikter i timerne, og at vi kan øge læringen, siger Christina Hald, pædagogisk leder for undervisningsdelen på Præstegårdsskolen.

Det er det kommunale projekt MedVind, der står for det praktiske i samarbejde med skolen. Lauritzen Fonden står bag økonomisk. Morgenmadscafeen er en lille del af den støtte, fonden gennem 12 år vil give til området – Østerbyen - der er en fattig bydel.

Maden kommer fra Fødevarebanken

Maden kommer fra Fødevarebanken, der altså nu også er at finde i Esbjerg. Fødevarebanken uddeler mad, der er til overs fra producenterne og prøver på den måde at mindske det store madspild.

- Vi er glade. Det er kun godt, at det kommer ud at arbejde, alt det mad som vi modtager, siger distriktschef afd. Kolding, Martin Brink.

Eleverne er fra 0. til 3. klasse. Dem er der 120 af på skolen. 70 af dem er her på den første dag. Nogle af nysgerrighed. Nogle fordi de ikke har fået noget at spise til morgen derhjemme og nu er meget sultne.

quote

Vi er glade. Det er kun godt, at det kommer ud at arbejde, alt det mad som vi modtager.

Martin Bruink, Fødevarebanken, Kolding

- Jeg synes, det er dejligt, når man ikke har fået nok morgenmad derhjemme, siger Isabella.

Cafeen emmer hurtigt af hygge. Og netop det sociale aspekt er også vigtigt, understreger Christina Hald.

- Det er fint, hvis de her kan få en god start på skoledagen, siger hun.

Planen er, at de større elever på skolen også skal have mulighed for at få morgenmaden serveret. Men nu ser projekt MedVind og skolen lige tiden an. 

 

Eleverne på Præstegårdsskolen

45 procent af dem går IKKE til sport – mod 23  procent i Esbjerg Kommune
 
13  procent har et fritidsjob – mod 40  procent af eleverne på andre skoler i Esbjerg
 
13,3  procent får karakteren 2 eller derunder i både dansk og matematik – mod 6,7  procent i Esbjerg kommun