Skoleelever har fået høreværn

Skovarbejdere og håndværkerne bruger høreværn, når motorsave og maskiner larmer.  Men hvad skal skoleelever gøre, når deres klassekammerater larmer?

De skal også bruge høreværn, mener man på Fryndesholm Skole i Augustenborg på Als, hvor eleverne nu bliver tilbudt høreværn i timerne.

Og det nye tiltag er populært.

- Man arbejder meget bedre, når man har dem på, fordi der ikke er så meget uro rundt om én, siger 13-årige Tiffany Lohmann fra 6.A, som er glad for skolens nye initiativ.

Eleverne kan låne høreværn på biblioteket, hvis de har brug for ro til at læse og løse opgaver.

- Vi har nogle store klasser, og det kan være svært at få den ro, som nogle virkelig har behov for, siger skoleleder Alice Frost Nielsen til P4 Syd.

Skolen har allerede tænkt sig at købe flere høreværn.

Skidt ide

Dansk Center for Undervisningsmiljø mener dog ikke, at høreværn er en god ide.

- Når jeg hører om det her, så tænker jeg magtesløshed og opgivenhed. Så har lærerne kastet håndklædet i ringen. Støj skal jo ikke bekæmpes ved, at man tager høreværn på. Det er jo en pædagogisk opgave at sørge for, at støjniveauet er passende, siger Ole Juhl, centerleder på Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Men skoleleder Alice Frost Nielsen er uenig.

- Selvfølgelig er det læreren, der skal skabe ro, men det er derfor, vi taler forskellige læringsstile, og der er bare nogle, som lærer bedst ved at have uro omkring sig - og så er der andre, som ikke gør det. Vi skal jo tilgodese flest mulig elever, siger hun til P4 Syd.