Skoleelever protesterede mod skolelukninger

Uroen om skolelukningerne i Fredericia Kommune fortsatte i dag med en stor elev-demonstration foran rådhuset.

Eleverne på Købmagergade Skole valgte i dag at skippe undervisningen, og i stedet i samlet flok gå til byens rådhus for at overrække deres høringssvar til byrådet.

Købmagergade Skole er den eneste skole inden for voldene, og eleverne frygter en lukning i forbindelse med de mange skolestruktur-ændringer i kommmunen.

Borgmester Thomas Banke måtte i sidste øjeblik melde afbud til at møde eleverne, men det vil han så gøre torsdag.

- Jeg har aflyst nogle aftaler for at møde eleverne på deres skole. Jeg vil meget gerne høre, hvad de har at sige, siger han til TV SYD.