TV der bevæger dig

Skoleeleverne i Esbjerg kommune trives allerbedst i Danmark

Eleverne i Esbjerg Kommune trives bedst. Kommunen mener, det blandt andet skyldes, at de laver to trivselsundersøgelser om året. Foto: Steffen Ortmann

Blandt danske skolelever trives eleverne i Esbjerg kommune bedst. I Syd- og Sønderjylland er det eleverne i Tønder Kommune, der trives dårligst.

Skoleeleverne i Esbjerg Kommune trives bedre end skoleeleverne i andre kommuner. En trivselsundersøgelse, Undervisningsministeriet har offentliggjort, viser, at 45,3 procent af eleverne i Esbjerg Kommune har en trivsel mellem 4-5. Det er topscore i Danmark. 

Det resultat glæder Diana Mose Olsen (SF), formand i Esbjerg Kommunes udvalg for børn og familie.

- Det er ikke så ringe, som man vil sige det på jysk. Det er rigtig dejligt, at vi har elever, der trives godt, siger Diana Mose Olsen til TV SYD. 

Hun tror, det gode resultat blandt andet skyldes, at kommunen fra politisk side har besluttet, at de laver to årlige målinger på elevernes trivsel. 

Vi følger hele tiden op på, hvordan eleverne trives. Medarbejderne ved, at vi forventer, de handler, hvis eleverne giver udtryk for, de har det skidt.

Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget, Esbjerg Kommune. 

- Vi følger hele tiden op på, hvordan eleverne trives. Medarbejderne ved, at vi forventer, de handler, hvis eleverne giver udtryk for, de har det skidt, siger Diana Mose Olsen. 

I undersøgelsen har 500.000 elever svaret på en række spørgsmål om social og faglig trivsel. Svarene er omsat til en skala for ’generel skoletrivsel’, der går fra 1-5, hvor 5 er bedst.  

Der er stor forskel på, hvor godt skoleeleverne trives i de forskellige kommuner. I TV SYDs sendeområde er det eleverne i Tønder Kommune, der trives dårligst. Her er det kun 27,6 procent af eleverne, der har en trivsel mellem 4-5. 

Se her, hvor godt eleverne trives i din kommune. Procenttallet viser, hvor mange elever, der trives mellem 4-5.

Esbjerg Kommune: 45,3 procent
Vejle Kommune: 41,1 procent
Kolding Kommune: 40,2 procent
Horsens Kommune: 34,7 procent
Billund Kommune: 33,9 procent
Sønderborg Kommune: 33,3 procent
Hedensted Kommune 33,2 procent
Haderslev Kommune: 32,2 procent
Vejen Kommune: 31,6 procent
Fredericia Kommune: 30,9 procent
Aabenraa Kommune: 29 procent 
Fanø Kommune: 28,6 procent
Varde Kommune: 28,3 procent  
Tønder Kommune: 27,6 procent
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu