Skoleleder: Dygtige børn er sværest at inkludere

Lærerne har svært ved at udfordre de dygtigste elever. Skoleleder på Gedved skole mener, at skolereformen er løsningen på inklusion af de dygtigste elever.

Den heftige debat om inklusion af de svageste elever i folkeskolen blusser jævnligt op. Men skoleleder Lone Møller Andresen på Gedved skole i Horsens Kommune oplever, at problemet det omvendte: Det er svært at inkludere de dygtigste elever.

- Når vi analyserer resultaterne af de nationale test, har lærerne ofte dårlig samvittighed over, at de ikke udfordrer de dygtige elever nok, siger Lone Møller Andersen.

- Som forholdene er nu i folkeskolen, er vi ikke gode nok til at sætte konkrete læringsmål for og med den enkelte, og det mærker især de dygtige elever. Vi har ikke øvet os nok på det, erkender hun.

Men hun understreger, at der nu er ændringer på vej. Som en del af reformen skal der sættes klare mål for alle elever. Lærere og pædagoger skal skabe et læringsmiljø, hvor alle elever tager medansvar og har høje forventninger til sig selv.

- Med reformen får vi sat fokus på at skabe et læringsmiljø, der tilgodeser alle børn. Også de dygtige. Det skal føre til, at vi får sat barren højere, siger Lone Møller Andresen.