TV der bevæger dig

Skolen ringer til mor og far ved fravær

00:58

Leder ved Vejle Midtbyskole, Anne Gulbech Rasmussen, fortæller, hvordan skolen har sænket fraværet. Elev i 9.Y, Jarle Hov Friis Pedersen, forklarer, hvorfor han er begyndt at komme mere i skole. Video: Thomas Lund, TV SYD

Jarle Hov Friis Pedersen fra 9.Y på Vejle Midtbyskole synes ikke, det er rart, hvis skolen ringer til hans forældre. Foto: Thomas Lund, TV SYD

1 af 2

Vejle Midtbyskole har sænket elevernes fravær og hævet karaktererne væsentligt på tre år.

Hvis man pjækker på Vejle Midtbyskole, er der stor sandsynlighed for, at ens mor og far finder ud af det. Med lidt hjælp fra skolen.

Jarle fra 9.Y på Vejle Midtbyskole har de seneste tre år sænket sit fravær, fordi han ikke synes om, at skolen ringer til hans forældre, hvis han ikke er i skole.

- Det er lidt skamfuldt, at skolen ringer til forældrene. Det er ikke noget, man har lyst til at opleve, siger Jarle Hov Friis Pedersen fra 9.Y på Vejle Midtbyskole til TV SYD.

- Jeg var ikke god til at komme i skole tidligere, men det er jeg blevet, fortæller han.

Vejle Midtbyskole har de seneste tre år formået at sænke fraværsprocenten fra ti til syv procent. Samtidig har skolen hævet elevernes karakterer fra 5,6 til 6,5. 

Et såkaldt fraværsteam gennemgår elevernes fraværsprocenter hver måned. Og har eleverne for højt fravær, tager skolen kontakt til forældrene. 

Vi skal have eleverne til at komme i skole, ellers kan vi ikke lære dem noget.

Anne Gulbech Rasmussen, skoleleder ved Vejle Midtbyskole

- Vi skal have eleverne til at komme i skole, ellers kan vi ikke lære dem noget, fortæller Anne Gulbech Rasmussen, skoleleder ved Vejle Midtbyskole.

- Derefter skal eleverne vide, hvad de lærer, og hvorfor, fortsætter hun og fortæller, at projektet blev sat i gang for tre år siden på grund af alt for højt fravær og dårlige karakterer.

Hvis en skole løfter eleverne fem procent hvert år over tre år, har den mulighed for at få del i regeringens skolepulje på 500 mio. kr. Hvor meget Vejle Midtbyskole modtager i denne omgang, ved man først, når skoleåret er omme.

Torsdag var undervisningsminister Merete Riisager (LA) på besøg på Vejle Midtbyskole sammen med Vejle-borgmester Jens Ejner Christensen (V).