TV der bevæger dig

Skolepatruljer fejres i Legoland

Jyske og fynske skolepatruljer inviteres i Legoland tirsdag den 26. april 2016. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Omkring 7.000 elever fra landets skolepatruljer kan se frem til en festlig dag i Legoland tirsdag eller i Tivoli onsdag.

Børnene er inviteret af Rådet for Sikker Trafik, der gerne vil hylde børnene for deres daglige indsats på skolevejene.

Hver morgen i kulde, regn eller blæst hjælper skolepatruljer tusindvis af børn sikkert over vejen gennem den ofte kaotiske morgentrafik ved landets skoler.

Selv om der er lysregulering ved mange skoler, kan det være svært for de mindste elever at overskue trafikken og vurdere, hvor hurtigt bilerne kommer kørende. Derfor er de ældre elever i skolepatruljerne intet mindre end hverdagens helte!

Fejres i Legoland og i Tivoli

Tirsdag den 26. april er skolepatruljerne i Jylland og på Fyn inviteret til festdag i Legoland, og onsdag den 27. april er der også en festdag i Tivoli for skolepatruljerne på Sjælland og øerne.

Omkring 7.000 børn har i år meldt deres ankomst til en festlig dag, hvor de kan se frem til at blive hyldet af Rådet for Sikker Trafik og politiet.

Skolepatruljer skaber tryghed

I dag er der meget få børn, der kommer til skade i trafikken. Årsagen er det store fokus på børnenes sikkerhed, og her spiller skolepatruljerne også en rolle. De minder bilisterne om at sænke farten og være mere opmærksomme, når de nærmer sig en skole.

Desuden er skolepatruljerne med til at skabe tryghed på skolevejene. Når der er en skolepatrulje, ved forældrene, at børnene bliver hjulpet sikkert over vejen gennem den ofte hektiske morgentrafik.

Fakta om skolepatruljerne

  • Skolepatruljeordningen blev første gang indført i 1949 på Sundpark Skole på Amager.
  • En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
  • I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
  • En skolepatrulje oprettes i et samarbejde mellem skolen og politiet. En lærer på skolen fungerer som instruktør.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden