Skoler og politikere: Vi kan ikke ændre på dårlige busplaner

Hverken skoleledernes formand eller politikerne mener, at de kan ændre på bustiderne for skolebørn, så de ikke skal vente ekstra lang tid på at komme hjem.

Skolelederforeningen mener, at politikerne skal sørge for mere passende bustider til skolebørnene, mens politikerne mener, at skolerne skal tilrettelægge skoledagene bedre.

Udmeldingerne kommer efter, at P4 Trekanten onsdag kunne fortælle, at især børn i de mindre byer får forlænget skoledagene uforholdsmæssigt meget, fordi bustiderne ikke passer med ringetiderne på skolerne.

Både foreningen 'Skole og Forældre' og skolebestyrelserne vil have ændret bustiderne, men hverken politikere eller skoler tager ansvaret på sig.

- Det er en politisk opgave at sørge for, at busserne passer med skolernes ringetider. Det er dem, der skal tage ansvar, siger formanden for Skoleleder Foreningen, Claus Hjortdal.

I Kolding Kommune, hvor der har været mange klager over dårlige bustider, mener politikerne derimod, at skolerne selv bør gøre en indsats.

- Vi kan ikke gå ind og ændre på Sydtrafiks køreplaner. Men vi vil som politikere opfordre skolerne til selv at justere på skoledagene. Det står jo skolerne frit for at lave kortere dage - og samtidig have færre fridage i løbet af året, siger næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune Kristina Jørgensen (DF) til TV SYD.

TV SYD har uden held forsøgt at få en kommentar fra Sydtrafik om køreplanerne.