TV der bevæger dig

Skoletrætte unge snuser til Fakta

Onsdag mødte 11 unge op i en Fakta-butik. Fælles for dem er, at de er skoletrætte og nu skal tilbage på sporet. Det skal et fritidsjob hjælpe med.

Her er alle unge samlet. Snart klar til at tage et fritidsjob i Fakta. Hvis de vil. Butikschef Jannick Fjord, jobkonsulent Pernille Madsen og butikschef Linette Bang-Rønn er også med på fotoet. Foto: Finn Grahndin

- Salt? Hvor står mon salt? 

Ninna Apadana Petersen og Michelle Roque Martinez, begge 17 år, har fået til opgave at finde en række varer i butikken. 

- Her er det, siger Ninna og peger på en hylde. 

Senere bytter de kurv med en anden gruppe og skal nu stille den anden gruppes fundne varer på plads.

De 11 unge er blevet smidt ud i en slags prøve. For at lære hvad det vil sige at have et fritidsjob i detailkæden Fakta. De er med i et storstilet projekt i hele landet. 

På sporet igen

Formålet er at få skoletrætte unge tilbage på sporet ved at give dem et fritidsjob.

- Det er supersjovt. Det her kan jeg godt lide, siger Nina Apadana Petersen.  

- Jeg synes, det er spændende. Det er jo ikke altid, man får sådan en chance her. Og man kan lære en masse af det, til man skal ud at arbejde sådan rigtigt, når man bliver 18 år, siger Kristoffer von Warnich, 16 år. 

Ninna Apadana Petersen er begejstret for kurset. Og nu kan hun snart begynde at tjene penge til sin USA-tur.   Foto: Finn Grahndin

I samarbejde med Esbjerg Ungdomsskole og Jobcenter Esbjerg skal Fakta hjælpe eleverne til at få et fritidsjob. Det hjælper nemlig at have et fritidsjob. Så simpelt er det. Forskningen viser, at unge med et fritidsjob får bedre karakterer, har mindre fravær og kommer hurtigere i gang med en ungdomsuddannelse.

Vi antager, at ud af de 3.700 udsatte unge vil minimum 1.800 unge efterfølgende få et fritidsjob i Fakta eller et andet sted som direkte effekt af projektet.

Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

Større selvværd

Forklaringen er, at de ekstra timer, der bliver lagt i deres fritid, giver dem struktur, større selvværd og en følelse af ansvar. Flere af de unge får øjnene op for, at mange af de kompetencer, de har lært i skolen, også kan bruges på arbejdsmarkedet, og dermed kan de se værdien i at tage sig en uddannelse. 

Vidste du, at....:

  • Unge mellem 13 og 17 år, der arbejder 20-30 timer om måneden, har 10 procent lavere skolefravær?
  • Unge mellem 13 og 17 år med fritidsjob har 25 procent lavere sandsynlighed for at komme i kontakt med politiet?  

Kurset - eller mini-uddannelsen - varer seks dage x fire timer. Derefter får de et kursusbevis. 

- Vi har alle sammen brug for et lille puf i den rigtige retning, især i vores ungdomsår hvor alting flyder en lille smule ud i en søgen efter, hvem vi er, og hvad vi vil med vores liv. Med Coop Crew-projektet kan vi give vores unge mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab og føle sig nyttige et sted. Når de har et fritidsjob, følger der også et ansvar med, og med alt det i bagagen tro vi på, at de unge har bedre forudsætninger for at træffe de valg, der er rigtige for dem, fortæller Pernille Madsen, jobkonsulent i Jobcenter Esbjerg.

Kristoffer von Warnich, Rezahafezy Kholary og Abdelrahman Jabir fik fundet alle de efterspurgte varer i prøven. Foto: Finn Grahndin

Win-win

De unge fik i dag en rundvisning, opgaver og vist en film. I Fakta-butikken på Havborgvej i Hjerting, Esbjergs nordlige bydel. Butikschef Linette Bang-Rønn er glad og imponeret over de unge. 

- I Coop Crew håber jeg at kunne gøre en forskel for de unge mennesker blandt andet ved at give dem et indblik i, hvor sjovt og udbytterigt det kan være at have et arbejde og være en del af et socialt fællesskab. Gennem smil og introduktion i Faktas oplæringsprogram kan vi vise dem, hvilken forskel vi kan gøre for dem, men også hvilken forskel de kan gøre for os, fortæller hun. 

Lommepenge 

Og så kan de unge tjene deres egne penge. 

- Jeg vil gerne tjene nogle ekstra penge, for jeg skal til USA til næste år, siger Ninna.

- Så er der jo lidt til kæresten - eller mig selv, smiler Kristoffer.  

Den A. P. Møllerske Støttefond støtter projektet med 27.608.000 kr. i perioden 2019-2025. Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Ungdomsskoleforeningen og Fakta.

Se video om Coop Crew

25 danske kommuner er via ungdomsskolerne med i Coop Crew-projektet

Blandt andre:  

  • Esbjerg Ungdomsskole
  • Vejle Ungdomsskole
  • Kolding Ungdomsskole
  • Tønder Ungdomsskole (men først fra år 2020)

11 kommuner starter i denne uge i år. Næste år optages otte nye kommuner, og i 2021 optages yderligere seks kommuner.

 

Efter projektperioden skal kommunerne selv integrere indsatsen, f.eks. ved at den bliver en del af kommunernes ungestrategi. Hver kommune nedsætter et lokalt udvalg, som skal vælge de unge ud, der skal være med i projektet.