Skousen-koncernen giver op

Danmarks ældste hvidevare-koncern, den tidligere familieejet Skousen med hovedsæde i Vojens, har formentlig fået ny ejer.

Det erfarer epn.dk.

Firmaet WhiteAway.dk nævnes i branchekredse som køber. Det ejes af den midtjyske erhvervsmand Johannes Emil Kjærsgaard Gadsbøll, og firmaet har gennem de seneste år formået at tage store markedsandele for husholdningsmaskiner.

Fredag åbnede Skousens egne butikker ikke, og direktør Thomas Fugl har ikke vist sig i hovedkvarteret i Vojens.

Skousens holdingselskab trådte i betalingsstandsning 11. maj i år med en gæld på omkring 200 millioner kroner og et underskud på egenkapitalen på 13,5 millioner kroner.

Banken gik fallit

Skousen mistede sin bankforbindelse, da Fjordbank Mors blev indlemmet i statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet. Banken havde længe forsøgt at komme ud af forretningerne med Skousen.

Skousen blev grundlagt i 1957 af Preben Skousen, og hans søn, Erik Skousen, har i flere omgange stået i spidsen for selskabet.
En stor del af butikkerne i kæden drives af franchise-tagere, og de fortsætter indtil videre.

Fredag eftermiddag havde ingen i koncernen tilsyneladende styr på, hvad der sker. Fra hovedkontoret blev det meddelt, at der vil komme en pressemeddelelse senere.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Johannes Gadsbøll, WhiteAway.dk.