Skousen lukker butikker og trimmer organisationen

Den familieejede hvidevarekoncern Skousen Husholdningsmaskiner A/S med hovedsæde i Vojens lukker 14 ud af sine næsten 70 butikker efter en omstrukturering af koncernen.

Koncernen bag en af Danmarks ældste hårde hvidevarekæder, Skousen-kæden, har gennemført en omstrukturering. Et af formålene er at trimme organisationen til at stå endnu stærkere i den skarpe konkurrence i hårde hvidevarebranchen.

Som led i den gennemførte omstrukturering vil et antal Skousen-butikker blive lukket i løbet af den nærmeste fremtid. De fleste butikker, der lukker ligger på Sjælland. I TV SYDs område lukker Skousen butikker i Ribe og Horsens.

Det drejer sig om nogle af koncernens egne butikker, som ikke lever op til de nye krav til driften. Lukningen af disse Skousen-butikker involverer ikke de mange butikker over hele landet, som drives af selvstændige franchisetagere.

Fære jobs i Vojens

Samtidig vil medarbejderstaben på hovedkontoret i Vojens blive reduceret og tilpasset den nye situation.

- Et vigende marked og faldende omsætning som følge af finanskrisen har medført et behov for, at vi tilpasser omkostningerne til de ændrede markedsvilkår. Samtidig har vi nu gennemført en omstrukturering i Skousen-koncernen, der skal sikre, at vi står stærkt i den hårde konkurrence, der gør sig gældende i vores branche, siger administrerende direktør Erik Skousen.

Skousen er etableret i 1957 og er Danmarks ældste hårde hvidevarekæde. Koncernen omsatte i 2008 for 615 millioner kroner.