Skraldemænd bøvler med postkasser

Skraldemændene i Horsens Kommune oplever stigende problemer med, at borgerne hænger postkassen op på deres affaldsstativ.

Problemet er opstået som en følge af de nye regler om, at postkassen skal opstilles ved skel ud mod nærmeste offentlige vej.

- For skraldemændene er det i orden at hænge postkassen på affaldsstativet. Den skal bare sidde korrekt. Og med korrekt menes, at postkassen skal placeres på en af affaldsstativets sider og i passende afstand fra låget, så skraldemændene undgår problemer med at åbne og lukke lågen, siger Jane Stubberup Lorentzen, Affald og Genbrug.

I forbindelse med ophængningen skal borgerne desuden være opmærksomme på, at de ikke må benytte for store skruer. Hvis skruerne går igennem affaldsstativet, kan de nemlig både skade skraldemændene og ødelægge sækkene. Og skraldemanden skal ikke tage en ødelagt sæk med.