Skraldemænd fortsætter strejken

Skraldefolkene i Kolding Kommune fortsætter deres strejke tirsdag.

Det oplyser Kolding Kommune efter, at skraldemændene hos Meldgaard Miljø A/S tidlig tirsdag morgen afviste at stoppe den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, soim de indledte mandag. 

Det oplyser affaldschef i Kolding Kommune, Henrik Martinsen, til TV SYD.

- Det er en træls og uheldig situation for vores borgere, at deres skraldespande ikke bliver tømt. Jeg håber på, at arbejdet kommer i gang i morgen - men det er uden for vores kontrol, siger Henrik Martinsen tirsdag morgen.

Kommunen anbefaler, at du, hvis din skraldespand er fyldt, stiller resterende affald i plastiksække ved siden af affaldsbeholderen, så vil poserne blive taget med ved næste afhentning. Derimod kan borgerne ikke aflevere deres husholdningsaffald på genbrugsstationerne.

Onsdag morgen klokken 5.30 afholder skraldemændene fra Meldgaard Miljø A/S igen møde om sagen.