Skriggrønt vand i Vejle å

Vandet i Vejle å har i ugens løb været knaldgrønt. Det var et læk fra et fjernvarmeanlæg, der farvede vandet.

Vandet i Vejle å ser nu ud, som vand plejer at se ud. Men for få dage siden havde vandet en skriggrøn farve. Det skyldtes et udslip af det grønne farvestof Uranin fra fjernvarmeanlægget i Bredballe.

- Farvestoffet er fuldstændig ufarligt for naturen. Det bruges i flere levnedsmidler og i kosmetik, siger varmeforsyningschefen i Trefor, Helge Schlott Hansen, til TV SYD.

Farvestoffet blev brugt til at undersøge utætheder på fjernvarmeanlægget. Men ved en fejl dryppede noget af farven ned på gulvet og derfra videre i regnvandsafløbet og ud i åen.