Skrydstrup-fly stilles til rådighed i Afghanistan

F-16-fly fra Skrydstrup skal muligvis til Afghanistan, når de danske soldater trækkes ud af landet.

Ud med soldater - ind med F-16-fly.

Forsvarsordførerne blev i aftes enige om at stille jagerfly til rådighed for den internationale styrke i Afghanistan.

Det er dog ikke sikkert, at der bliver brug for flyene, siger Lene Espersen (K) ifølge JydskeVestkysten.

? Den tekst, som vi er blevet enige om, åbner op for at sende et bidrag af sted, hvis der er et behov for det. Men først skal vi se, hvad de andre lande bidrager med. Det afhænger især af vores store allierede, USA og Storbritannien. Den endelige beslutning vil først blive truffet midt på året, siger hun.

? Efter 2014 vil der være meget få udenlandske tropper i landet, og de har brug for beskyttelse. Og de danske piloter har jo gentagne gange, senest i Libyen, bevist, at de er exceptionelt dygtige, siger Lene Espersen.

Alle partier er enige om støtten - bortset fra Enhedslisten.