Skuffet præst: Alterkalk var kun af sølvplet

Først troede politiet, at en alterkalk i ren sølv var fundet af en lystfisker i Alssund. Det viste sig blot at være en udgave i plet.

Alterkalk

  • En alterkalk er det bæger, som benyttes i kirken under nadveren.
  • Kalken indeholder vinen, som symboliserer Kristi blod.

Da graveren hos Asserballe Kirke på Als mandag morgen troede, han skulle hente en værdifuld alterkalk hos politiet, blev han sikkert noget skuffet.

Søndag hed det sig, at kirkens alterkalk i sølv, som blev stjålet under et indbrud i begyndelsen af året, var fundet af en lystfisker i Alssund. I virkeligheden havde lystfiskeren blot fundet den kasserede alterkalk i plet, som også blev stjålet ved indbruddet.

quote

Til vores skuffelse er det den gamle alterkalk, der er fundet.

Frederik Birkler, sognepræst, Asserballe Kirke

- Til vores skuffelse er det den gamle alterkalk, der er fundet, fortæller sognepræst Frederik Birkler til TV SYD.

Kirkens meget gamle alterkalk er ikke ret meget værd og var faktisk blevet kasseret i 1967, da kirken fik en ny alterkalk i det pureste sølv som afløser.

- Vi lever stadigvæk i håbet, om at den bliver fundet. Måske en lystfisker er heldig og vaks nok til finde også den nyeste. Og det er jo altid godt at leve i håbet, siger han og retter en tak mod den tyske lystfisker:

Sølvplet

  • I Danmark er sølvplet ofte stemplet med to tårne, mens sølv har tre tårne.
  • Pletsølv betegner sølvarbejde, hvor selve genstanden er lavet af tin, messing eller kobber, hvorpå man så valser et lag sølv.
  • En god forsølvning holder mellem 15 - 20 år.

- Vi kan kun være taknemmelige over for, at lystfiskeren gjorde sig den ulejlighed at fiske den op og aflevere den. Han kunnne jo ikke vide, at den ikke var noget værd. 

Sognepræsten har et bud på, hvorfor alterkalken lå på bunden af Alssund.

- Ja, de her tyveknægte, der er rendt med kirkesølvet, er sikkert flygtet over broen ved Alssund og har så bare smidt den ud af vinduet, da de var på broen, skønner han.

Den gamle alterkalk er formodentlig lavet i slutningen af 1800-tallet. Der var en brand i Asserballe Kirke i slutningen af 1870'erne, og ved den lejlighed brændte alt kirkens altersølv. Umiddelbart efter fik man lavet en ny alterkalk, men altså kun i sølvplet.

Allerede nu er Asserballe Kirke i gang med at anskaffe sig en ny alterkalk.