Skulpturer i Tørskind renoveres for 700.000 kr.

Skulpturparken Tørskind Grusgrav bliver nu renoveret for 700.000 kommunale kroner.

Vejle Byråd besluttede onsdag at sætte 700.000 kroner af til at renovere parkens skulpturer.

Flere af dem er spærret af - simpelthen fordi der er risiko for, at gæster kan komme til skade.Samtidig blev der sat 210.000 kroner af til at renovere de offentlige toiletter i Tørskind grusgrav.

Skulpturerne blev skabt af Robert Jacobsen og hans svigersøn Jean Clareboudt, og arbejdet begyndte i 1986. Parken blev indviet i 1991.

De fem skulpturer af Jean Clareboudt og de fire af Robert Jacobsen er udført i beton, jern, sten og træ og skal betragtes som et samlet værk, der går i dialog med naturen, skriver Vejle Kommune på sin hjemmeside.

Landskabsskulpturernes tema er solens gang over himlen i løbet af en dag. Lyset går i dramatisk dialog med skulpturerne. Det bevirker, at landskabsskulpturerne opleves forskelligt på forskellige tidspunkter af dagen og på forskellige årstider.

Skulpturparken i Tørskind er fra 1986. Nu skal den sættes i stand.
Skulpturparken i Tørskind er fra 1986. Nu skal den sættes i stand.