Skunk-laboratorium afsløret i Gedved

Sydøstjyllands Politi fandt torsdag aften 418 skunkplanter under en ransagning af en industrihal i Gedved. En 36-årig vietnameser er anholdt i sagen.

Den 36-årige vietnameser, der er uden bopæl i Danmark, blev anholdt under politiets besøg i hallen.

Han er nu sigtet for fremstilling og salg af narkotika, hvor strafferammen er op til 10 år, oplyser vicepolitiinspektør i Horsens Lars Peter Madsen til TV SYD.

Politiet gennemførte ransagningen efter at have fået et tip fra en borger. Skunk er almindelig kendt blandt hash-rygere.

Det er blot 14 dage siden Sydøstjyllands Politi afslørede et andet skunk-laboratorium ved Løsning. Der lykkedes det en mistænkt at løbe væk fra gerningsstedet.