TV der bevæger dig

Skyd og nedlæg en 3D-okse

I Vingsted kan skytter snart få lov til at skyde mod dyr i 1:1 størrelse. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

I denne weekend skal den nye 3D-skydebane sættes op i Vingsted.

På Vingsted Skydebaner kan du træne skydning med riffel og pistol – øve dine jagtteknikker eller se, hvor tæt du kan komme på bulls eye. Men inden længe kan du også prøve kræfter med bue og pil, og det er ikke kun mod et stykke pap med cirkler – det er mod dyr af skumgummi.

En ny 3D-skydebane bliver nemlig i denne weekend sat op på Nordeuropas største skydeanlæg.

For mig er det en kæmpedrøm, der går i opfyldelse, at få lov til at lave sådan en 3D-buebane.

Michael Bech Nielsen, instruktør, Vingsted Skydebaner

Fra pistol og kugler til bue og pil

30 3D-dyr er hentet hjem, og frivillige hænder er nu gået i gang med at bygge banen op. Det er tidligere og nuværende landsholdsskytter, der er mødt op for at hjælpe til. Idéen til banen kom for omkring et år siden.

- Vingsted Skydebaner er implicit krudt og kugler, og vi synes bare, det kunne være sjovt at lave noget andet end det. Vi vil gerne være foregangsfolk for alt, hvad man kan, inden for skydning, siger instruktør ved Vingsted Skydebaner, Michael Bech Nielsen.

Det er 30 3D-dyr som disse, der sættes op i 15 hektar skov. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Buen er en vandslange

De 30 indkøbte dyr bliver stillet på en rute i et kuperet terræn i den del af Vingsted Skydebaners skov, som foreningen endnu ikke benytter. På dyrene er der skydeskiver, hvor man skal ramme dem for at dræbe dem mest skånsomt. Meningen er altså, at man følger den rute, som er anvist, rundt til alle dyrene, og man skal så forsøge at ramme så tæt på midten af skydeskiven på dyret som muligt.

Instruktør Michael Bech Nielsen sammenligner 3D-bueskydning med det at stå hjemme i haven med en haveslange og sigte efter en blomst eller en spand. I 3D-bueskydning er vandslangen bare en bue, vandet er en pil, blomsten er 3D-dyret, og haven er en skov.

00:24

Hør instruktør Michael Bech Nielsen forklare, hvad 3D-bueskydning og haveslangen hjemme i haven har tilfælles. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Luk video

De første træninger er booket

Banen sættes op efter internationale standarder, så alle typer stævner kan afholdes. Landsholdstrænere fra Bueskydning Danmark har allerede booket træning på banen, så de kan være klar til Danmarksmesterskaberne i 2020, der også vil blive afholdt i Vingsted.

- For mig er det en kæmpedrøm, der går i opfyldelse, at få lov til at lave sådan en 3D-buebane, siger Michael Bech Nielsen.

Efter opsætning skal banen godkendes af dommere fra Bueskydning Danmark, der er bemyndiget til at godkende baner. Det forventes den dog at blive, så banen kan åbnes for skytter den 15. april, mens den officielle indvielse vil blive den 1. maj.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App