Skyldig?

Restauratør Amin Skov må vente yderligere et par måneder, førend han får at vide, om bliver tiltalt for brandstiftelse og forsøg på forsikringssvig.

Mens Vejlegårdens Støttegruppe har samlet det meste af de 200.000 kr., der skal til for at genåbne restauranten, ved restauratør Amin Skov forsat ikke, om han vil blive anklaget for brandstiftelse og forsøg på forsikringssvig.

Det er ellers støttegruppens plan, at Vejlegården skal åbne 1. maj med Amin Skov som daglig leder.

Vejlegården, der blev landskendt på grund af en faglig strid med 3F, har været lukket siden der natten til den 22. december udbrød brand i restauranten.

En brand, som politiet efterfølgende har sigtet Amin Skov for at have

påsat.

Forklaringen på, at der skal gå så lang tid, inden Amin Skov får at vide, om han skal i retten eller ej, er ifølge chefen for specialefterforskningen, Brian Voss Olsen, at det tager tid at efterforske brandsager.

- Tekniske undersøgelser tager lang tid, og nogle af de tekniske svar har afstedkommet nye spørgsmål, som vi er blevet nødt til at finde svar på. Når man ser på andre brandsager, hvor efterforskningen kan tage op til 12 måneder, har vi arbejdet meget hurtigt i denne sag, men vi er samtidig ikke gået på kompromis med kvaliteten, siger Brian Voss Olsen til Vejle Amts Folkeblad.