Skyldig i sexdrab

Retten i Esbjerg har kendt en 40-årig kvinde skyldig i drabet på Jørn Brøgger Lund på hans gård i Skodborg ved Rødding.

En 40-årig kvinde blev fredag formiddag i retten i Esbjerg kendt skyldig i at have dræbt sin eks-kæreste, Jørn Brøgger Lund, på hans gård i Skodborg ved Vejen i januar i fjor.

Uden en eneste reaktion sad kvinden i retten og lyttede til dommerens afgørelse om, at hun er kendt skyldig i drabet, der har sadomasochistisk karakter.

Den 42-årige mand blev fundet død i sin seng den 4. januar sidste år. Han var blevet slået i hovedet med en stump genstand og havde fået halsen skåret over.

Da han blev fundet af sin far, var han nøgen og bundet til nogle kroge med noget flagline. Både kroge og line havde han selv kort forinden købt i en trælasthandel i Vejen med henblik på at bruge det i en sexleg.

Mistanken

Mistanken blev rettet mod den 40-årige kvinde, der kommer fra Skanderup ved Kolding. Hun har gennem sagen nægtet kendskab til drabet, men hendes dna er blevet fundet på den flagline, som manden var bundet med.

Parret mødte hinanden i 2006. Kvinden har forklaret, at de havde et åbent forhold, og at hun også var sammen med andre mænd, blandt andet i en swingerklub.

Hun har siddet varetægtsfængslet i mere end et år.

Efter skyldigkendelsen har anklager og forsvarer indledt proceduren om straffens længde.

Anklager Anders Raagaard kræver, at kvinden straffes med fængsel i mere end 12 år.

Der ventes dom senere fredag.