Skynd dig hvis du skal brevstemme

I dag er sidste chance, hvis du vil brevstemme til valget den 18. juni.

Hvis du ikke har mulighed for at afgive din stemme på selve valgdagen, men gerne vil sætte dit kryds, så skal du gøre det senest i dag den 16. juni.

Heldigvis så er der gode chancer for at stemme også selvom du ikke lige er i nærheden af din egen kommune i dag. For det er nemlig muligt at brevstemme i en hvilken som helst kommune. Det oplyser Økonomi og Indenrigsministeriet.

Du kan f.eks. møde op på et borgerservicecenter og brevstemme. Nogle kommuner giver også mulighed for at brevstemme på biblioteker eller andre steder. Kontakt kommunen eller gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.

Du skal huske at medbringe gyldig legitimation, f.eks. kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme.

Hvis du opholder dig i udlandet, kan du brevstemme på enhver dansk repræsentation, dvs. på den danske ambassade eller det danske konsulat i det land, hvor du opholder dig.

Brevstemmer du i udlandet, skal du være opmærksom på, at du skal brevstemme i så god tid, at brevstemmen kan nå hjem til den relevante kommune, før valghandlingen går i gang torsdag den 18. juni kl. 9.00.