Skypumpe ved Esbjerg

Et usædvanligt fænomen for årstiden mødte i dag folk på Vestkysten.

Klaus Huusmann var lige kommet hjem til Andrup ved Esbjerg sammen med familien, da han fik øje på et lidt usædvanligt syn i forårsmånederne: En skypumpe, som bevægede sig fra Vesterhavet ind mod kysten.

- Vi havde været i Tyskland og var netop stået ud af bilen, da vi fik øje på skypumpen, fortæller Klaus Huusmann til TV SYD.

quote

Det er svært at vurdere, hvor stor skypumpen var, for den var ude over havet. Men den bevægede sig relativt hurtigt, og da den ramte land, mistede den pusten og døde ud.

Klaus Huusmann, karosseritekniker, Andrup

Familien observerede skypumpen i cirka et kvarter, mens den hvirvlede rundt og blev skiftevis større og mindre.

- Det er svært at vurdere, hvor stor skypumpen var, for den var ude over havet. Men den bevægede sig relativt hurtigt, og da den ramte land, mistede den pusten og døde ud.

Vandet er for koldt til skypumper

Normalt ses skypumper i foråret inde over land.

Ifølge meteorolog ved TV2 Vejret, Thomas Mørk, er skypumpen sandsynligvis dannet af varm luft, der dannet over landjorden og er blæst fra land ud over vandet:

- Vandet er simpelthen ikke varmt nok på denne årstid til, at der kan dannes skypumper ude over havet. Men i dag blæser vinden fra øst, og jeg vil vurdere, at det, der er sket i dag, er, at der er blæst så meget varm luft ud over havet, at skypumpen har kunnet dannes, siger Thomas Mørk til TV SYD.

quote

Det er formentlig luft, der er varmet op over land og er blæst ud over havet, der har skabt grundlag for en skypumpe ude over vand på denne årstid.

Thomas Mørk, meteorolog, TV 2 Vejret

At skypumpen tilsyneladende er drevet ind på land på trods af østenvinden, forklarer Thomas Mørk med, at der indimellem sker sjove ting, når en skypumpe først er dannet:

- Der kan opstå særlige fænomener, som får det luftlag, skypumpen befinder sig i, til at drive ind mod land, selvom vinden blæser væk fra land, siger han.

Mens skypumpen bevægede sig mod land, greb Klaus Huusmann telefonen og forevigede skypumpen:

- Det er et syn, man ikke får at se hver dag, så det er naturligvis fascinerende, når det sker, siger Klaus Huusmann.

Du kan læse mere om skypumpen på TV 2 Vejret.