Det mener Jeanette Lemmergaard, der er lektor på Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet og forsker i sladderens betydning.
Hun mener, det er en misforståelse, når virksomheder indfører en personalepolitik, som slet ikke tolererer den mindste snak i krogene.
- Når jeg var ude på forskellige virksomheder for at observere, opdagede jeg, at mange mellemledere følte, at det bidrog til noget positivt, at deres ansatte sladrede indbyrdes, fortæller Jeanette Lemmergaard til bladet Ny Viden.
Lederne fortalte, at det sjældent var gennem de mere formelle møder og kommunikationskanaler, at de fik deres vigtigste informationer.
Negativ og positiv del
Det var småsnakken ved kaffebordet eller i kopirummet, der gav det nødvendige nuancerede billede af medarbejdernes trivsel.
- Det viste sig, at sladderen var meget arbejdsrelateret. Så det er et spørgsmål om, at lederen lytter efter, for meget af snakken kan bruges konstruktivt. Hvis der gentagne gange tales om, at en kollega konsekvent kommer for sent eller ikke længere er dygtig nok, kan de problemer jo løses med en samtale eller en efteruddannelse, siger Jeanette Lemmergaard til Ny Viden.
Derfor opfordrer hun til, at flere mellemledere begynder at arbejde strategisk med sladderen. Og at de forsøger at opdele den i en positiv og negativ del.
Ifølge Jeanette Lemmergaard sladrer vi oftest om cheferne, derefter kommer kollegerne, og det er først og fremmest arbejdsrelaterede emner som mødetider og kompetencer, der tales om, når andre medarbejdere er på dagsordenen.
Først på en tredjeplads dukker snak om påklædning og familie op.
Jeanette Lemmergaard understreger dog, at korridorsnakken
aldrig må erstatte de officielle informationskanaler på arbejdspladsen, og at ansatte og ledelse bør have en klar definition på, hvad der trods alt ikke accepteres som sladder - for eksempel nedgørelse og mobning af andre.
