Slæbebåd bjærges søndag

I knapt to uger har en slæbebåd ligget på bunden af Esbjerg Havn. Nordic Marine Consult, der skal stå for bjærgningen, håber at kunne få båden op af havnebassinet i løbet af søndag.

Den slæbebåd, som blev trukket ned af det russiske skib Kruzenshtern under dette års Tall Ship Races i Esbjerg, skal op af havnebassinet igen. Derfor er Nordic Marine Consult, som er koordinator for bjærgningen, lørdag i fuld gang med at gøre klar til bjærgningen. De håber, at slæbebåden kan komme over overfladen igen søndag.

- Vi er her hele dagen lørdag og gør klar til at bjærge slæbebåden. Vi regner med, at vi kan få den op søndag, hvis vejrforholdene tillader det. Men hvis vi får muligheden før, så slår vi til, siger Søren Meyer fra Nordic Marine Consult til TV SYD.

Det er ikke en helt lille manøvre, der skal til, for at hæve slæbebåden. Den ligger på 10 meters dybde og vejer omkring 90 tons.