Slaget i 1864 bliver million-projekt

Slaget på Dybbøl skal være både tv-serie og spillefilm. Danmarks Radio bruger 100 millioner kroner på sin hidtil største satsning, oplyser Radio Syd i Aabenraa.

Miso Film har købt film og tv-rettighederne til bøgerne om det store slag i 1864 og den følgende tyske erobring af Sønderjylland.  Miso samarbejder med DR om produktionen, hvor Ole Bornedal skal være instruktør. 

Bøgerne er skrevet af forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty. Den første bog havde titlen "Slagtebænk Dybbøl". Den anden er endnu ikke udkommet. Den får titlen "Dommedag Als".

Gravede i fire år

- Det er en stor oplevelse, som forfatter, at andre kan se det storslåede drama fra 1864, som jeg har været gravet ned i de seneste fire år, siger Tom Buk-Swienty til DR Syd.

Den første bog fik en fornem modtagelse af anmelderne. Den er en dokumentarisk beretning om Danmarks krig mod stormagterne Prøjsen og Østrig i 1864.

Bogen handler om vejen til Dybbøl og det politiske spil i København og Berlin under krigen. Men først og fremmest er bogen en beretning om de soldater, officerer, feltlæger og krigskorrespondenter, der oplevede krigen og det blodige slag, hvor næsten fire tusinde soldater blev dræbt eller såret på få timer.

Det var noget rod

"Slagtebænk Dybbøl" bygger på soldater-dagbøger, breve, kompagniernes rapporter og lazaret-rapporter. Der er nærmest tale om en minut-for-minut rekonstruktion af det slag, som fik så stor betydning for Danmarks historie.
 
Bogen tegner en række portrætter af menige og officerer på begge sider af fronten. Enkelte personer bliver endda fulgt helt op på operationsbordet eller hen til den grav, de ender i. Bogen indeholder også portrætter af to krigskorrespondenter og historiens første Røde Kors-udsending.

"Slagtebænk Dybbøl" skildrer også, hvordan Danmark fik rodet sig ind i en krig mod to stormagter, og hvordan der gang på gang blev taget hovedløse danske beslutninger, som endte med et nederlag, der gjorde så ondt, at vi stadig ømmer os over det.

Tom Buk-Swienty har været USA-korespondent for weekendavisen og lektor i journalistik ved Syddansk Universitet.