Slaget om de unges uddannelse

I tirsdagens valgdebat i Esbjerg går bølgerne højt i diskussionen om, hvordan man skaffer faglært arbejdskraft i fremtiden.

Hvordan sikrer man, at der også er medarbejdere til at dreje hjulene i Esbjerg Kommune i fremtiden.

Det spørgsmål fik de 15 spidskandidater, der tirsdag aften skulle diskutere Esbjergs fremtid efter det kommende kommunalvalg.

Udfordringen ligger i, at virksomhederne har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Faktisk rekrutterer 40 procent af kommunens virksomheder forgæves, og det er især faglært arbejdskraft, der mangler.

På tværs af feltet af kandidater er der enighed om, at det kunne gøres bedre, men metoden var alle ikke enige i.

- Det handler om at påvirke de unge tidligere. Kunne vi prøve at lege med tanken om, at vi ansætter meritlærer med en håndværksmæssig baggrund, så vi kan få talt de håndværksmæssige fag op, siger May-Britt Andrea Andersen fra Det Konservative Folkeparti.

Hos Alternativet handler det om at sikre ordnede arbejdsvilkår for at sikre arbejdskraften i fremtiden.

- Vi skal have lavet sociale klausuler. Siden vi har lavet partnerskabsaftaler i stedet for klausuler, har vi mistet 258 elevpladser, så der kunne vi måske starte, siger Karin Schwartz fra Alternativet.

Venstres borgmesterkandidat, Jesper Frost Rasmussen, der overtager posten som spidskandidat efter Esbjergs nuværende borgmester, mener ikke, at klausuler er vejen frem.

- Kæden hopper af, hvis man tror, man kan løse det med lærlingeklausuler i offentlig byggeri. Vi har en partnerskabsaftale med Dansk Industri, Dansk Byggeri og uddannelsesinstitutionerne, og det virker, siger Jesper Frost Rasmussen.

Se et uddrag fra aftens debat øverst i artiklen og find hele debatten her.

I morgen rammer TV SYDs valgdebat Sønderborg Kommune. Se med efter nyhederne kl. 19.30.

Hvis du vil blive klogere på, hvem du skal stemme på til kommunalvalget, så tag kandidattesten her