Slaget om Fredericia mindes

Børn og ældre i Fredericia binder i dag buketter af 3.800 blomster og egeløv.

Blomsterne skal lægges ved mindesmærkerne for slaget ved Fredericia 6. juli 1849 i treårskrigen (1848 - 1850).

Blomsterbindingen sker på Bymuseet og kommunens aktivitetscentre for ældre.

I 1849 var Fredericia i forsommeren blevet indesluttet af slesvig-holstenske oprørere under general Bonin. Slesvig-holstenerne forskansede sig i stillinger omkring byen og bombarderede den med artilleri.

I Fredericia havde oberst Lunding kommandoen, og han planlagde sammen med hærens nye overgeneral, Frederik Rubeck Henrik von Bülow, et udfald for at sprænge belejringen.

19.000 danske soldater gik til angreb på slesvig-holstenernes 14.000 mand. Selv om danskerne var i overtal, havde modstanderne den store fordel, at de kæmpede fra befæstede stillinger.

Det blev en blodig kamp, og udfaldet var usikkert helt frem til solnedgang 6. juli, hvor kampen var afgjort, og slesvig-holstenerne var på vild flugt.

Der var mange hundrede faldne, flest danske, blandt andre general Rye.