Slut året af med en kold dukkert

Igennem de sidste 16 år er arrangementet Hop i Søen i Jels, som finder sted på årets sidste dag, bare blevet større og større. Det er nemlig populært at slutte året af med motion og en kold dukkert.

Det, der startede som fire venners nytårshilsen til hinanden, er efterhånden blevet et tilløbsstykke, hvor omkring 300 løbere, og omkring 30 mountainbikere, henholdsvis løber og cykler rundt i den smukke natur ved Jels. Og bagefter hopper langt de fleste i det kolde vand ved Jels Søbad.

Årets arrangement finder sted i formiddag med mødested år på parkeringspladsen ved Jels Søbad kl. 10.30, og løber (5 km eller 8 km) eller cykler en tur.

Omkring kl. 11 er de fleste deltagere så klar til at hoppe i vandet, og på dette tidspunkt plejer der er være mindst ligeså mange tilskuere ved søbadet, som der er deltagere i arrangementet.

Det er naturligvis ganske gratis at løbe eller cykle med - ligesom det er frivilligt om man vil hoppe i vandet.

- Vi gør det for at takke hinanden for det gamle år, og samtidig ønske hinanden et rigtig godt nytår. At det så er blevet til en større begivenhed med deltagerer fra hele regionen, er jo blot et ekstra plus, fortæller Per Clausen, som er en af de fire venner som var med ved starten for 16 år siden.

I år vil den nystartede forening »Jels Vinterbadere« sælge gløgg og varm kakao til favorable priser, ligesom de vil sørge for at saunaen i foreningshuset er tændt indtil kl. 12.00.

Jels Frivillige Brandværn er til stede, som en ekstra sikkerhed, selvom det kolde gys ikke bliver så kold i år som tidligere nytår, hvor der har været op mod 15 graders frost og is på søen.