TV der bevæger dig

Slut med besøg i MRSA-inficerede stalde

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil forbyde besøg i svinestalde med MRSA.

Nysgerrige skoleklasser og familier besøger hvert år gårde rundt omkring i Danmark. Men det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man får svine-MRSA med ud af stalden. Derfor skal besøg i stalde, hvor MRSA er konstateret, forbydes.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil nu forbyde gårde, hvor svinene har fået konstateret den multiresistente bakterie MRSA CC398 - også kaldet svine-MRSA - at fungere som besøgsgårde. Det vil sige, at det er slut med, at skoleklasser og familier på gårdbesøg kan blive lukket ind i svinestalde, hvorfra de risikerer at bære bakterien med ud i samfundet. Det skriver Politiken.dk

Svine-MRSA sjældent er farlig for personer, der ellers er sunde og raske, men kan føre til en dødelig blodforgiftning hos mennesker, der i forvejen er syge eller svækkede.

- Når vi ved, der er en gård, der er inficeret med svine-MRSA, hvorfor så løbe risikoen for, at et barnebarn bliver smittet og derefter besøger sin bedsteforælder på plejehjemmet, hvor det kan få alvorlige konsekvenser, spørger Nick Hækkerup.

En af landets førende MRSA-eksperter, professor i mikrobiologi Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet, giver forslaget en lunken modtagelse.

Hans Jørn Kolmos slår fast, at der skal en fuld screening af alle svinebesætninger i Danmark til, før Nick Hækkerups (S) løsning giver mening.

- Når sundhedsministeren siger, at han ikke vil have skoleklasser og familier ind i stalde med svine-MRSA, så nytter det ikke noget, at man stadig vil lukke dem ind på gårde, hvor man ikke ved, om bakterien findes. Med den store udbredelse, vi regner med, svine-MRSA har, så er det jo fifty-fifty, om besætningen er inficeret eller ej, siger han til Politiken.dk.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden