Slut med Fanø Taxi. Kommune inddrager bevilling

Fra fredag kører Fanø Taxi ikke længere på øen. Esbjerg Taxa har overtaget kørslen.

Hvis turister, gæster og beboere skal med taxa på Fanø, bliver det fra i dag ikke længere i en Fanø Taxi.

Øens eneste taxaselskab har fået inddraget sin taxa-bevilling. Det sker efter, at Fanø Taxi, ifølge Fanø Kommune, har indskrænket selskabets åbningstider.

I stedet har kommunen indgået en aftale med Esbjerg Taxa, der nu kører på øen.

- Det er en træls situation at være endt i. Vi mener ikke, at Fanø Taxi har overholdt vilkårene for taxakørsel, så derfor overtager Esbjerg Taxa fra i dag, siger viceborgmester på Fanø Erik Nørreby til TV SYD.

Indehaveren af Fanø Taxi Fritz Quistorff mener ikke, at kommunen har ret til at bestemme over selskabets åbningstider.
Indehaveren af Fanø Taxi Fritz Quistorff mener ikke, at kommunen har ret til at bestemme over selskabets åbningstider.
Foto: Bárður Michaelsen, TV SYD

Kommunen har nu rejst en formel inddragelsessag mod Fanø Taxi. Indehaveren af Fanø Taxi mener ikke, at kommunen har ret til at inddrage bevillingen.

- De kan gå til domstolene og lave en inddragelsessag, og hvis de kan bevise, at jeg ikke har levet op til lovgivningen kan de inddrage bevillingen. De læser lovgivningen sådan, at de kan bestemme, hvordan jeg skal holde åben, siger Fritz Quistorff til TV SYD.

Nu håber Fritz Quistorff, at sagen kan blive afgjort hurtigt.

- Jeg håber, at politiet hurtigt vil træffe en afgørelse, om de vil rejse sigtelse eller henlægge sagen. Det er pinligt for Fanø, det her.