Slut med overarbejde på Danfoss

Fleksible arbejdsplaner for et år ad gangen - det er fremtiden for de ansatte på Danfoss i Nordborg. Derved slipper virksomheden for at betale overtid.

Fremover skal de ansatte på Danfoss i Nordborg arbejde mere i travle perioder og mindre, når der er færre ordrer. Men stadig med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen.

Nogle uger vil medarbejderne skulle trække i arbejdstøjet 30 timer, mens de andre uger skal ud ad døren 48 timer.

- I starten var medarbejderne lidt bekymrede for, hvordan ledelsen vil bruge denne aftale, men efterhånden tager de fleste godt i mod den, siger fællestillidsmand Preben Storm til P4 Syd.

Færre fyringer

De skiftende arbejdstider betyder, at Danfoss slipper for at betale overtid til de ansatte i travle perioder og for at fyre medarbejdere i lavsæsonen.

- Det vigtigste formål med aftalen er, at vi til enhver tid er i stand til at reagere på vores kunders behov og dermed skabe grundlaget for en konkurrencedygtig situation i Danmark, siger Vise President i Danfoss Heating Solutions, Thomas Hohwü til virksomhedens eget medie, Danfoss-avisen.

For de ansatte er fordelen ved ordningen, at jobsikkerheden bliver større, fordi chancen for at blive fyret i lavsæsonen falder, når arbejdstiden flekses.