Slut med parkerings-anarki

Nu skal det være slut med at få bøder, fordi skiltningen på private parkeringspladser er uforståelig. Efter at ha' tænkt sig om fire år barsler et justitsministerielt udvalg nu endelig med nye skiltningsregler

Historien om de til tider meget mystiske skilte på private parkeringspladser begyndte her på TV SYD i november sidste år - en række bilister stod frem og klagede deres nød over at ha' fået en parkeringsbøde eller afgift, fordi skiltningen på pladsen var umulig at gennemskue.

Historien bredte sig hurtigt til hele landet - og det nærmest vrimlede med groteske eksempler på uforståelig skiltning. Og nu kommer der så endelig nye regler.

-På nogle P-pladser har der været næsten wild-west agtige tilstande og selv folk med de bedste intentioner har haft svært ved at gennemskue, hvordan de skulle forholde sig. Det har resulteret i en bøderegn, som har gjort disse p-pladser til rene guldgruber. Men nu skal det altså være slut med at snyde folk på den måde og derfor kommer vi til at sætte nogle klare og tydelige krav til skiltningen, så man kan gardere sig mod bøder, siger SF´s retsordfører Karina Lorentzen.

Det er især på de private parkeringspladser at skiltningen er uforståelig - men fremover skal skiltene placeres så bilisten kan få øje på dem - de skal være let-læselige - og skriften skal være med hvid skrift på sort baggrund.

Den nye skiltning indføres over en periode, fordi det vil koste millioner af kroner på landsplan at skifte de mange skilte, men det skulle være ganske vist: Om føje år er det slut med at skalte og valte med bilisternes retssikerhed - også selvom det har taget lang tid