Slut med søvnige efterskoleelever

Vestjysk efterskole lader eleverne sove en time længere i vinterhalvåret. Det har givet markante resultater.

På Øse Efterskole ved Varde  får eleverne lov til at blive en time længere under dynen i vinterhalvåret. Så  nu er det slut med søvnige teenagere, der ikke er klar til første time.

- Hvis Gud havde ment, at teenagere skulle stå op om natten, så havde han givet dem en lygte i panden, griner forstander Jens Rode Petersen, da TV SYD taler med ham torsdag morgen.

I vinterhalvåret fra 26. oktober til 1. marts begynder dagen først 07.40 med morgentjek, gåtur og morgenmad inden dagens undervisning.

Normalt går efterskoleeleverne igang kl. 06.40. Men i vinterhalvåret er det sparsomt med dagslys. Når det kombineres med teenageres store søvnbehov, så påvirker det eleverne:

- De fleste teenageforældre ved, hvor svært det er at få deres børn i gang med dagen. Men her har vi 90 teenagere på én gang. Tidligere kom eleverne søvndrukne til time, men det er vi helt ovre nu, forklarer forstanderen.

Al forskning viser, at manglende søvn påvirker vores koncentrationsevne og psykiske og fysiske formåen. Det har forstander Jens Rode Petersen nu også set resultaterne af:

- Det er jo ikke raketvidenskab. Nu står eleverne op sammen med solen. De får lys i øjnene, og er fuldstændig skarpe fra første minut.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.