Slutspurten er sat ind i oprydningen efter Sea Workers dramatiske forlis

Nu er slutspurten sat ind i arbejdet med at fjerne vraget af Sea Worker fra bunden af Vesterhavet ved Nymindegab.

I et år og syv måneder har vraget af det store offshore installationsfartøj Sea Worker ligget i Vesterhavet ved Nymindegab. Sea Worker var 55,5 meter langt, 73 meter højt og 33 meter bredt. 

Seks måneder efter det dramatiske forlis en stormfuld nat i januar 2016 gik arbejdet med at skrotte det store fartøj i gang – og efter mere end et års arbejde, kun afbrudt af en vinterpause og sommerferie, er arbejdet ved at lakke mod enden. 

I løbet af sensommeren forsvinder udsogten til arbejdspram og kran fra stranden ved Nymindegab, når de sidste dele af Sea worker er bjærget og sejlet til skrotning i Esbjerg.
I løbet af sensommeren forsvinder udsogten til arbejdspram og kran fra stranden ved Nymindegab, når de sidste dele af Sea worker er bjærget og sejlet til skrotning i Esbjerg.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

- Vi forventer at være helt færdige med oprydningsarbejdet i løbet af sensommeren, og arbejdet skrider stille og roligt og sikkert frem efter planen, siger kommunikationschef Mette Jørvad, A2Sea i Fredericia, der ejede Sea Worker, til TV SYD. 

Sådan tog Sea Worker sig ud i sine velmagtsdage.
Sådan tog Sea Worker sig ud i sine velmagtsdage.

Slæbebåden Amber var på vej med det dansk bemandede offshore installationsfartøj Sea Worker på slæb fra Frederikshavn til Esbjerg sidst i januar 2016, da Sea Worker i dårligt vejr rev sig løs og siden strandede ved Nymindegab. Natten til 27. januar måtte en redningsbåd hente riggens 15 besætningsmedlemmer i sikkerhed på land. Omstændighederne ved forliset er beskrevet i en 47 sider lang søulykkesrapport.

quote

Vi forventer at være helt færdige med oprydningsarbejdet i løbet af sensommeren, og arbejdet skrider stille og roligt og sikkert frem efter planen.

Mette Jørvad, kommunikationschef, A2Sea, Fredericia

Hurtigt efter forliset blev den akutte trussel mod havmiljøet fjernet. Ombord på Sea Worker var der nemlig omkring 150 kubikmeter let fuelolie – omregnet er det 150.000 liter, som det trods besværligt vejr lykkedes at pumpe op uden, at der slap olie ud i havet. Selvom der ikke umiddelbart blev lækket olie, så skulle olien bjærges – og det skulle gå stærkt. 

I juli sidste begyndte så det omfattende arbejde at fjerne det store stålskrog, som er blevet skåret op i små bidder og sejlet til Esbjerg, hvor Smedegården A/S står for den videre skrotning.

A2Sea har i sit regnskab for 2016 taget højde for tabet ved forliset. I 2016 fik A2Sea et underskud på 221,2 millioner kroner før skat og 85,6 millioner kroner efter skat.

Belgiske GeoSea overtog i juli det fulde ejerskab af A2Sea fra Dong Energy og Siemens.