Små børn aner ikke, hvad de skal gøre, hvis det brænder

Børnehavebørn lærte i dag i Sønderborg, hvad de skal gøre, hvis det brænder. De fleste aner det nemlig ikke.

Hvad skal man egentlig gøre, hvis der går ild i huset?

For børn kan det være meget svært at overskue.

Derfor skal et nyt initiativ i Sønderborg lære kommunens børnehavebørn, hvad man gør, hvis det brænder.

- Vi tilbyder kampagnen ?Glød og Flamme? til alle kommunens børnehaver, fortæller viceberedskabsinspektør Anders Nielsen.

- Børnene lærer, at ild er noget man skal have respekt for, og at de skal komme i sikkerhed, hvis en farlig situation opstår. Det kan forhåbentlig hjælpe til at forebygge brand og ulykker, siger han.

?Glød og Flamme? er udviklet af Børneulykkesfonden og Københavns Brandvæsen.

- Helt små børn reagerer sommetider anderledes end voksne, når der opstår en farlig situation. De kan blive bange eller frygte at blive skældt ud, og så gemmer de sig. Derfor kan det betyde forskellen på liv eller død, om man har talt med børnene om, hvad de skal gøre, hvis der opstår brand, siger Henriette Madsen, leder af Børneulykkesfonden.

Se og hør viceberedskabsinspektør Anders Nielsen.