Små erhvervsdrivende er politisk farveblinde

Selvstændigt erhvervsdrivende er politisk farveblinde, når det gælder kommunalpolitik. De mener, at det er ligegyldigt for dem, om borgmesteren er socialdemokrat eller borgerlig.

Det fremgår af en rundspørge, a-kassen for selvstændige, ASE, har foretaget blandt medlemmerne. 4.000 af de 86.000 medlemmer bidrager til et såkaldt erhvervsindeks.

Blandt medlemmerne i Fanø, Tønder, Varde, Vejen, Billund, Hedensted, Horsens, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Fredericia, Vejle, Kolding og Esbjerg kommuner svarer kun 19 procent, at det har betydning for dem, hvilken politisk farve borgmesteren har.

Størstedelen møder kun kommunen, når den har noget at klage over.

Lange betalingsfrister

Hele 70 procent har aldrig haft opgaver for det offentlige. Flere fravælger helt det offentlige på grund af for mange bureaukratiske regler, procedure og for lange betalingsfrister.

Udover a-kassen driver ASE foreningen ASE Selvstændige, som blandt andet kæmper for mindre bureaukrati og selvstændighedskultur i Danmark. Foreningen har en klar opfordring til kommunalpolitikerne:

- Vis det lokale erhvervsliv, at I kan se potentialet i deres virksomheder. Vis, at når I ser en virksomhed, så ser I ikke bare en skatteyder eller nogen, der skal overholde et regelkompleks, men nogen der har potentiale til at skabe vækst og velstand i kommunen, siger ASEs administrerende direktør Jesper Bøge.

Det fremgår af undersøgelsen, at de små erhvervsdrivende ikke kan se, at kommunernes erhvervspolitik er rettet mod dem.