Småfuglene dør af kulde

Den bidende kulde har kostet hver 4. af de danske småfugle livet. Især de mindste som fuglekongen, gærdesmutten og rødhalsen klarer ikke kulden.

- Hvis kulden fortsætter måneden ud vil vi miste 90 procent af disse fuglearter, siger Morten D.D. Hansen fra Nr. Snede - naturvejleder og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, til jp.dk.

sarte fugle

Fuglekongen er trods navnet Danmarks mindste fugl, og de to andre arter er lige så små og sarte over for kulden.
Fuglene bruger i disse dage med temperaturer under nulpunktet al deres energi på at holde sig selv varme.

Føden er væk

Her holder deres kropsfedt kulden på afstand, men føden som primært består af edderkopper og insekter, har kulden også gjort kål på.
Og uden mad er chancerne for at fuglene overlever minimeret. Derfor kan man finde døde fugle på jorden, som er frosset ihjel i løbet af den iskolde nat, fortæller Morten D.D.