Småt er godt - hvert fald når det kommer til både

Små både er populære. Det oplever de på bådmessen i Fredericia. Bådene er nemlig designet til præcis det, som kunderne efterspørger.

Det kan være en dyr fornøjelse at have en båd med tilhørende havneplads. Men så er det smart, at man bare kan smide båden bag på traileren.

Det kan man med små både, og derfor er de blevet så populære, siger Brian Christensen, der repræsenterer Nydam Boats fra Sønderborg på messen i Fredericia.

quote

De er meget populære i Danmark, fordi man kan komme ud og sejle for små penge

Brian Christensen, Nydam Boats

-De er meget populære i Danmark, fordi man kan komme ud og sejle for små penge, og de kan køres stort set overalt. Enhver bil kan trække dem, siger Brian Christensen.

Prisen har også en stor betydning. Hos Nydam Boats sælger de små både helt ned til 13.000 kroner, og for 25.000 kroner kan du få en lille båd, en motor og en trailer, og så er du faktisk klar til at sejle. Brian Christensen har selv været med til at designe bådene.

- De små både er lavet til markedet. De er designet præcis efter kundernes behov, så de økonomisk passer til en familie, der gerne vil prøve at have en båd uden, det skal blive en for dyr fornøjelse, siger han.

Kunderne har i de seneste år fået øjnene op for de små både. Den popularitet har Nydam Boats kunne mærke ved, at deres stand hvert år bliver større og større på messen.

quote

De er designet præcis efter kundernes behov

Brian Christensen, Nydam Boats

- Vi har fået fat på markedet. Vi gået fra have en stand på 70 kvadrameter i 2011 til nu at have en stand på 170 kvadrameter, siger Brian Christensen.

Passer til SU-niveau
Det er alt fra unge mennesker til pensionister, der køber en lille båd. De rammer bredt, mener Brian Christensen.

Jonas Johansen fra Aalborg er sammen med kæresten til bådmessen. De er begge studerende, men vil gerne have en båd. Derfor passer en lille båd godt deres behov.

- Det er det, der er aktuelt lige nu. På SU-indkomst har vi ikke råd til havneplads, så deter nemmere at have sådan en lille båd og tulle rundt i, siger han.

Hvis man vil ud og se på en lille båd, så har man chancen nu. Bådmessen i Fredericia finder sted i hele weekenden og igen i næste weekend.