Smart parkering på vej til Vejles p-huse

Som den første kommune i landet indfører Vejle nummerpladescannere i sine kommunale p-huse.

De kommunale p-huse Trondur og Albert får nummerpladescannere sat op inden udgangen af 2017, skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse

Vejle Kommune vil gerne forbedre parkeringsforholdene for borgere, besøgende og erhvervslivet i Vejle, og det sker nu ved at indføre et system, hvor bilens nummerplade bliver scannet, når man kører ind i p-huset.

Det betyder, man ikke skal bruge tid på at trække en billet eller stille p-skiven.

- Så vidt vi har kunnet finde ud af, er vi den første kommune i landet, der indfører det nye parkeringssystem, der skal gøre det meget nemmere at parkere i de offentlige p-huse. Bedst af alt bliver det næsten umuligt at få en p-afgift, for man skal hverken trække en billet eller stille sin p-skive, siger formand for Teknisk Udvalg Peder Hummelmose.

Hverken kø eller p-afgift
Fordelene ved anlægget er blandt andet, at man ikke skal gennem et bom-anlæg, men kan køre direkte ind i p-huset. Derfor er der ikke særlig stor risiko for, at man kommer til at holde i kø. 

Der skal heller ikke lægges nogen billet i forruden, og man kan betale med sin mobil eller oprette en konto online.

Der er afsat 2 millioner kroner til projektet fra innovationspuljen, og anlægget er på plads i det første af Vejle Kommunes to p-huse i Vejle inden nytår.

Teknisk Udvalg har afsat 2 mio. kroner til projektet fra innovationspuljen og forventer, at anlægget er på plads i det første af Vejle Kommunes to p-huse i Vejle inden nytår.

Sådan virker systemet
  • Et kamera registrerer bilens nummerplade ved indkørslen
  • Kunden kan betale med det samme via mobilen eller ved en automat, men man kan også registrere sig online, så afregningen sker automatisk
  • Et kamera registrerer bilens nummerplade igen ved udkørslen, og systemet tjekker, om der er betalt
  • Hvis der ikke er betalt, når bilen forlader p-huset, kan man betale senere online
  • Hvis man ikke har betalt inden for en frist på 48 timer, udløser det en faktura på parkeringen plus et gebyr